Pengepolitik

Pengepolitiske instrumenter

Ekstraordinære tiltag

Den pengepolitiske transmissionsmekanisme er ensbetydende med den proces, som ECB – via sine renter – anvender til at påvirke priserne i hele euroområdet. Hvis processen hæmmes af dysfunktionelle markeder, og ECB's rentesignal ikke transmitteres jævnt i hele euroområdet, kan ECB intervenere.

I en tid med ekstraordinære spændinger på de finansielle markeder kan Eurosystemet gøre brug af alle instrumenter, der er i overensstemmelse med traktaten, og som er nødvendige for at nå dets mål. Eurosystemet kan derfor beslutte at imødegå sådanne spændinger ved hjælp af ekstraordinære, ukonventionelle tiltag. Tiltagene, som pr. definition er ekstraordinære og midlertidige, udgør en del af den "værktøjskasse", som Eurosystemet har til rådighed til at gennemføre pengepolitikken. Virksomhederne i euroområdet er afhængige af bankfinansiering (i modsætning til kapitalmarkedsfinansiering), og derfor rettes de normalt mod banksektoren. Eksempler på eurosystemtiltag:

Likviditetstilførsel til fast rente med fuld tildeling

I forbindelse med markedsoperationerne vurderer Eurosystemet – under normale forhold – det samlede likviditetsbehov i banksektoren, og herefter tildeles beløbet i henhold til en auktionsprocedure. Markedsoperationerne gennemføres normalt som auktioner til variabel rente. Det betyder, at bankerne betaler den rente, som de tilbyder, når de afgiver deres bud. Eurosystemet kan også gennemføre auktionerne som auktioner til fast rente. Her er renten fastsat på forhånd, og bankerne byder på det ønskede beløb til den pågældende faste rente.

Under særlige omstændigheder, som fx under den finansielle krise og statsgældskrisen, kan ECB på forhånd beslutte at tildele hele det likviditetsbeløb, som bankerne beder om, dvs. at alle bud til en fast rente imødekommes.

Udvidelse af listen over belånbare aktiver

Eurosystemet kan beslutte at tilpasse minimumskravet til den sikkerhed, som bankerne skal stille, når de låner penge fra Eurosystemet. Formålet er at gøre det lettere for banker i Eurosystemet at få adgang til de likviditetstilførende operationer. De aktiver, som bankerne stiller som sikkerhed i forbindelse med refinansieringsoperationerne, forbliver på den pågældende banks balance og medtages ikke på centralbankens balance.

Formålet med rammerne for sikkerhedsstillelse er at beskytte Eurosystemet mod tab i forbindelse med de pengepolitiske operationer, samtidig med at banksystemet sikres tilstrækkelig adgang til refinansiering i centralbanken. For at fremme transmissionen af den fælles pengepolitik i hele euroområdet blev der under den finansielle krise truffet foranstaltninger, som førte til en udvidelse af rammerne for sikkerhedsstillelse. Foranstaltningerne blev truffet efter grundige overvejelser og kombineret med passende risikostyringsinstrumenter. Disse er kalibreret på en sådan måde, at risikoen fordeles på forskellige typer sikkerhed. Eurosystemet overvåger løbende, om rammerne for sikkerhedsstillelse fungerer efter hensigten, samt Eurosystemets modparters anvendelse af sikkerhed.

Langfristet likviditetstilførsel

Eurosystemet gennemfører normalt én langfristet markedsoperation hver måned med en løbetid på tre måneder. Under særlige omstændigheder kan Eurosystemet øge disse operationers frekvens og løbetid.

Likviditetstilførsel i udenlandsk valuta

Hvis bankernes adgang til likviditet i udenlandsk valuta er begrænset, kan Eurosystemet tilføre denne likviditet i samarbejde med andre centralbanker.

Ændringer af mindstereservekravet

Eurosystemet kan påvirke likviditetsbehovet i banksystemet ved at ændre mindstereservekravet, dvs. de obligatoriske mindstereserver, som bankerne skal være i besiddelse af.

Direkte opkøb af specifikke gældsinstrumenter

For at sikre en korrekt pengepolitisk transmission til økonomien som helhed og i sidste ende til det generelle prisniveau kan Eurosystemet intervenere på euroområdets markeder for offentlige og private gældsinstrumenter ved direkte opkøb af visse aktiver (i stedet for blot at acceptere dem som sikkerhed).