Navigation Path: Home > The European Central Bank > Organisation > Kapital
ECB's kapital kommer fra de nationale centralbanker i alle EU-landene og er på 10.760.652.402,58 euro (pr. 29. december 2010).
De nationale centralbankers andele i denne kapital beregnes ved brug af en fordelingsnøgle, der afspejler de enkelte landes andel af EU's samlede befolkning og bruttonationalprodukt. Disse to bestemmende faktorer vægtes lige højt. ECB justerer andelene hvert femte år, og når et nyt land bliver medlem af EU. Justeringen sker på grundlag af Europa-Kommissionens tal.
Siden starten på tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union 1. januar 1999 er fordelingsnøglen blevet ændret fire gange. En femårlig opdatering blev foretaget 1. januar 2004 og igen 1. januar 2009. Yderligere ændringer blev foretaget 1. maj 2004, da Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet tiltrådte EU, og 1. januar 2007, da Bulgarien og Rumænien blev medlem af EU.
Med virkning fra 29. december 2010 udvidede ECB den indskudte kapital fra 5,76 mia. euro til 10,76 mia. euro (se ECB's pressemeddelelse af 16. december 2010). Det blev vedtaget, at de nationale centralbanker i euroområdet skulle indbetale de supplerende kapitalindskud i tre rater. De foretog den første og anden indbetaling henholdsvis 29. december 2010 og 28. december 2011, og den sidste indbetaling skete 27. december 2012. Efter denne indbetaling udgør kapitalen indbetalt til ECB af de nationale centralbanker i euroområdet 7.529.282.289,35 euro fordelt således:
| National centralbank | Fordelingsnøgle i pct. | Indbetalt kapital |
|---|---|---|
| Nationale Bank van België/Banque Nationale de Belgique | 2,4256 | 261.010.384,68 |
| Deutsche Bundesbank | 18,9373 | 2.037.777.027,43 |
| Eesti Pank | 0,1790 | 19.261.567,80 |
| Banc Ceannais na hÉireann/Central Bank of Ireland | 1,1107 | 119.518.566,24 |
| Bank of Greece | 1,9649 | 211.436.059,06 |
| Banco de España | 8,3040 | 893.564.575,51 |
| Banque de France | 14,2212 | 1.530.293.899,48 |
| Banca d’Italia | 12,4966 | 1.344.715.688,14 |
| Central Bank of Cyprus | 0,1369 | 14.731.333,14 |
| Banque centrale du Luxembourg | 0,1747 | 18.798.859,75 |
| Bank Centrali ta’ Malta/Central Bank of Malta | 0,0632 | 6.800.732,32 |
| De Nederlandsche Bank | 3,9882 | 429.156.339,12 |
| Oesterreichische Nationalbank | 1,9417 | 208.939.587,70 |
| Banco de Portugal | 1,7504 | 188.354.459,65 |
| Banka Slovenije | 0,3288 | 35.381.025,10 |
| Národná banka Slovenska | 0,6934 | 74.614.363,76 |
| Suomen Pankki – Finlands Bank | 1,2539 | 134.927.820,48 |
| I alt1 | 69,9705 | 7.529.282.289,35 |
ECB's nettooverskud og -tab fordeles blandt de nationale centralbanker i euroområdet i henhold til artikel 33 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (se retsgrundlaget):
Fordeling af ECB's nettooverskud og -tab
33.1. ECB's nettooverskud overføres på følgende måde:a) Et beløb, hvis størrelse fastsættes af Styrelsesrådet, og som ikke må overstige 20 pct. af nettooverskuddet, overføres til den almindelige reservefond inden for en grænse på 100 pct. af kapitalen.
b) Det resterende nettooverskud fordeles til indehaverne af kapitalandele i ECB i forhold til deres indbetalte andele.
33.2. Hvis ECB lider et tab, kan dette udlignes af ECB's almindelige reservefond og om nødvendigt, efter en beslutning truffet af Styrelsesrådet, af de monetære indtægter i det pågældende regnskabsår i forhold til og op til de beløb, der fordeles mellem de nationale centralbanker i overensstemmelse med artikel 32.5.
1) På grund af afrunding svarer totalerne ikke nødvendigvis til summen af de angivne tal.
De nationale centralbanker i de 10 EU-lande uden for euroområdet skal bidrage til de af ECB's driftsomkostninger, der er forbundet med deres deltagelse i Det Europæiske System af Centralbanker, ved at indbetale en mindre procentdel af deres andel i ECB's indskudte kapital. Siden 29. december 2010 har deres bidrag udgjort 3,75 pct. af deres samlede andel i den indskudte kapital. Kapitalen indbetalt til ECB af de nationale centralbanker uden for euroområdet udgør 121.176.379,25 euro fordelt således:
| National centralbank | Fordelingsnøgle i pct. | Indbetalt kapital |
|---|---|---|
| Българска народна банка (Bulgarian National Bank) | 0,8686 | 3.505.013,50 |
| Česká národní banka | 1,4472 | 5.839.806,06 |
| Danmarks Nationalbank | 1,4835 | 5.986.285,44 |
| Latvijas Banka | 0,2837 | 1.144.798,91 |
| Lietuvos bankas | 0,4256 | 1.717.400,12 |
| Magyar Nemzeti Bank | 1,3856 | 5.591.234,99 |
| Narodowy Bank Polski | 4,8954 | 19.754.136,66 |
| Banca Naţională a României | 2,4645 | 9.944.860,44 |
| Sveriges Riksbank | 2,2582 | 9.112.389,47 |
| Bank of England | 14,5172 | 58.580.453,65 |
| I alt1 | 30,0295 | 121.176.379,25 |
De nationale centralbanker uden for euroområdet er ikke berettigede til en andel af ECB's overskud, ligesom de heller ikke bidrager til dækning af eventuelle tab i ECB.
1) På grund af afrunding svarer totalerne ikke nødvendigvis til summen af de angivne tal.