Euroen blev indført 1. januar 1999, hvor den blev valuta for mere end 300 millioner europæere. De første tre år var euroen en usynlig valuta, der kun blev brugt som kontopenge, fx i elektroniske betalinger. Eurosedler og -mønter blev først indført 1. januar 2002, da de til en fastlåst omregningskurs erstattede sedler og mønter i de nationale valutaer (fx den belgiske franc og den tyske mark).
I dag er eurosedler og -mønter lovligt betalingsmiddel i 17 af Den Europæiske Unions 27 medlemslande, herunder også i oversøiske departementer og territorier samt på øer, der er en del af, eller som er associerede med et land i euroområdet. Disse lande udgør euroområdet. Monaco, San Marino og Vatikanstaten anvender også euroen på grundlag af en formel aftale med Det Europæiske Fællesskab. Endelig anvendes euroen også i Andorra, Montenegro og Kosovo, dog uden en formel aftale.
| € | Valuta |
|---|---|
| 1 | 40,3399 BEF (belgiske franc) |
| 1 | 1,95583 DEM (tyske mark) |
| 1 | EEK 15.6466 (estiske kroon) |
| 1 | 0,787564 IEP (irske pund) |
| 1 | 340,750 GRD (græske drakmer) |
| 1 | 166,386 ESP (spanske pesetas) |
| 1 | 6,55957 FRF (franske franc) |
| 1 | 1936,27 ITL (italienske lire) |
| 1 | 0,585274 CYP (cypriotiske pund) |
| 1 | 40,3399 LUF (luxembourgske franc) |
| 1 | 0,429300 MTL (maltesiske lira) |
| 1 | 2,20371 NLG (hollandske gylden) |
| 1 | 13,7603 ATS (østrigske shilling) |
| 1 | 200,482 PTE (portugisiske escudo) |
| 1 | 239,640 SIT (slovenske tolar) |
| 1 | SKK 30,1260 (slovakiske koruna) |
| 1 | 5,94573 FIM (finske mark) |
Turismen, forretningsrejser og indkøb på tværs af landegrænser betyder, at eurosedler (og -mønter) cirkulerer overalt i euroområdet. Inden indførelsen af euroen "flyttede" de nationale pengesedler sig også over landegrænser – om end i meget mindre udstrækning – og måtte "sendes tilbage" til den centralbank, der havde udstedt dem. Dette skete hovedsagelig via pengeinstitutterne. Efter indførelsen af euroen er det ikke længere nødvendigt at returnere pengesedler. Da store mængder eurosedler forlader det land, hvor de er udstedt, og bliver transporteret til andre eurolande og brugt som betalingsmiddel der, er centralbankerne imidlertid nødt til at omdistribuere dem, så der ikke mangler sedler i et land, mens der er overskud i et andet. Disse store overførsler af pengesedler koordineres centralt og finansieres af ECB.
Siden indførelsen af eurosedler og -mønter i 2002 er værdien og antallet af eurosedler i omløb steget støt. I euroområdet er kontanter langt det mest udbredte betalingsmiddel ved detailtransaktioner beregnet ud fra antallet af transaktioner. Beregnet ud fra værdien er deres andel dog betydeligt mindre. Overordnet set har kontanternes betydning været faldende de seneste årtier, mens anvendelsen af debit- og kreditkort har været stigende; en udvikling, som forventes at fortsætte.
Kontanter udfylder i deres rolle som betalingsmiddel en række helt særlige funktioner:
Alle disse funktioner gør, at samfundet ikke er parat til at afskaffe kontanter. Der vil være brug for kontanter som betalingsinstrument i mange år endnu.
En af Eurosystemets grundlæggende opgaver ifølge traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er at fremme betalingssystemernes smidige funktion. Eurosystemet indtager en neutral position i forhold til de forskellige betalingsinstrumenter. Det fremmer ikke ét instrument frem for et andet. Eurosystemets centralbanker har dog et særligt ansvar, når det gælder eurosedlerne og -mønterne, fordi de er de officielle udstedere af eurosedler. De fleste af dem sætter desuden de euromønter i omløb, som udstedes af eurolandene. Det er derfor Eurosystemets erklærede mål at understøtte kontanterne og deres funktion som almindeligt tilgængeligt, letanvendeligt, pålideligt og effektivt betalingsmiddel til detailtransaktioner. Inden for sit kompetenceområde overvåger og søger Eurosystemet kontinuerligt at fremme en cyklus ved kontantbetalinger i euroområdet, der er sikker, modstandsdygtig og effektiv.
I april 2001 vedtog ECB's styrelsesråd, at produktionen af eurosedler efter den første overgang til eurosedler og -mønter skulle decentraliseres, og at den skulle foregå i henhold til et puljesystem. Siden 2002 er de enkelte nationale centralbanker i euroområdet derfor blevet tildelt en andel af den samlede årlige produktion af visse seddelstørrelser. Den enkelte centralbank afholder produktionsomkostningerne for den tildelte andel.
I september 2002 vedtog Styrelsesrådet at oprette et strategisk lager af eurosedler for Eurosystemet. Lageret må dog kun anvendes, hvis der opstår en exceptionel situation. Et eksempel på en sådan situation kunne være, at Eurosystemets logistiske lagre ikke er i stand til at dække en uventet stigning i efterspørgslen efter sedler eller i tilfælde af en pludselig afbrydelse i forsyningen af eurosedler.
De logistiske og strategiske lagre sikrer, at eventuelle ændringer i efterspørgslen efter eurosedler til enhver tid kan imødekommes af de nationale centralbanker, uanset om efterspørgslen opstår internt i euroområdet eller stammer udefra. De logistiske lagre skal opfylde den normale efterspørgsel efter eurosedler. Det vil sige, at de fx skal
For nærmere detaljer, se Retsgrundlag, da.
Toppen af sidenForberedelserne til den anden serie eurosedler er allerede i gang. Som det er tilfældet med den nuværende serie, vil sedlerne blive udstyret med sikkerhedselementer, der er lette at få øje på og svære at forfalske. Sedlerne bliver dog mere avancerede, så de er et skridt foran den trykke- og reproduktionsteknologi, som falskmøntnerne aktuelt har adgang til.
Efter planen vil den første euroseddel i den anden serie blive udstedt inden for de nærmeste år. De øvrige bliver udstedt med jævne mellemrum og vil til sidst helt erstatte den nuværende serie. Også den nye serie eurosedler bygger på designelementet "Europas tidsaldre og stilarter", hvilket gør det let for folk at genkende eurosedlerne.
Toppen af sidenJuridisk set har både ECB og eurolandenes centralbanker ret til at udstede eurosedler. I praksis er det kun de nationale centralbanker, der fysisk udsteder og inddrager eurosedler (og -mønter). ECB har ikke nogen hovedkasse og deltager ikke i kontanttransaktioner. For euromønternes vedkommende er den lovbestemte udsteder det enkelte euroland. Europa-Kommissionen koordinerer alle møntspørgsmål på euroområdeplan. For yderligere oplysninger, se Europa-Kommissionens websted.
ECB er ansvarlig for at føre tilsyn med de nationale centralbankers aktiviteter samt for at tage initiativ til yderligere harmonisering af kontanttjenesterne inden for euroområdet, mens de nationale centralbanker er ansvarlige for, at deres nationale kontantforsyningssystemer fungerer. De nationale centralbanker har udstyret til at sætte pengesedler og -mønter i omløb via banksystemet og i begrænset omfang via detailhandelen. Da ECB ingen tekniske afdelinger (som fx distributionsafdeling, seddelhåndterings- og boksanlæg) har, kan banken ikke udføre disse opgaver.
Toppen af siden
